Kim Kielsen undsiger Naalakkersuisuts servicekontrakt

Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, undsiger nu selv Naalakkersuisuts arbejde med servicekontrakterne på passagerbefordring.
Foto © : Nauja Møller/KNR
13. oktober 2016 05:11

I det hele taget har Kim Kielsen arbejdet mod sit eget Naalakkersuisut på det seneste. Tirsdag skrottede han Landsplanredegørelsen fra departementet for finanser for åben skærm i Qanorooq. Nu kritiserer formanden for Naalakkersuisut servicekontrakten på passagerbefordring fra departementet for infrastruktur.

I en pressemeddelelse fra Kim Kielsen, der underskriver sig som formand for Siumut, hedder det blandt andet:

- Dog vil vi fra Siumuts side præcisere, at det slet ikke er vor formål, at gøre forholdene dårligere eller forhøje priserne for passagerbefordringen, skriver Kim Kielsen.

I meddelelsen hedder det videre:

- Derfor regner vi helt med, at inden Inatsisartut færdiggør den kommende finanslov for 2017 i midten af november måned, vil servicekontrakterne indenfor fly- og skibstrafikken blive færdigbehandlet uden forringelser.

Læs også VIDEO Kim Kielsen skrotter Landsplanredegørelse

Under spørgetimen i Inatsisartut 28. september sagde Kim Kielsen, at Naalakkersuisut har abejdet med servicekontrakterne i enighed, og han erkendte at vilkårene bliver delvist forringet.

- Men samtidig må vi sige, at pengene, der er til rådighed, er begrænsede, lød det fra Kim Kielsen.

KNR arbejder på at få en kommentar fra Kim Kielsen i sagen for at få præciseret hvilke forringelser, Kim Kielsen regner med bliver fjernet fra servicekontrtakterne, og ikke mindst hvorfor han som formand for Naalakkersuisut ikke har reageret før nu, hvor servicekontrakterne er forhandlet på plads.