Kim Kielsen har sendt kondolencebrev til Dronningen

Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, har i dag sendt et kondolencebrev til Hendes Majestæt Dronningen.
Foto © : Nûno Isbosethsen/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
14. februar 2018 15:46
Versionist Mads Lynge

I kondolencebrevet skriver han at det er med stor sorg, han har modtaget underretning om, at Prins Henrik er afgået ved døden.

- Tillad mig på vegne af Naalakkersuisut og hele det grønlandske folk at udtrykke vores kondolence og medfølelse til Deres Majestæt samt til Den Kongelige Familie. Prins Henriks bortgang berører os alle dybt, skriver Kim Kielsen og tilføjer.

- Både under Deres og Prinsens besøg i Grønland gennem årene, men også ved andre begivenheder, har vi mærket Prinsens brede og varme engagement i grønlandske anliggender.

LÆS OGSÅ Prins Henrik var både formel og uformel samtidig

-Det har spændt vidt, fra brugen af grønlandske råvarer og fremme af grønlandske eksportinteresser, over vores indsats for udsatte børns vilkår og til moderne grønlandsk kunst, som Prinsen selv har bidraget til, med udgivelsen af hans digtsamling på grønlandsk, skriver Kim Kielsen i kondolencebrevet til Dronningen.

Og understreger også den store glæde det har været for mange borgere i Grønland, når Prins Henrik under besøg i Grønland viste stor interesse i et varmt og direkte møde med befolkningen i by og bygd. 

- Det har givet mange borgere en uforglemmelig oplevelse, slutter Kim Kielsen sit brev til Dronning Margerethe.

LÆS OGSÅ Prins Henriks død er et stort tab