KAPP er bekymret for vandforsyningen i Kangaatsiaq

Fisker- og fanger organisationen i Kangaatsiaat, KAPP, er bekymret for vandforsyningen i byen, når frosten tager til.
Foto © : Jensen Marie
Skrevet af Ivik Kristiansen
20. oktober 2015 17:41

De vil gerne være sikret vand, også i vinterperioden, og derfor har de sendt et brev til myndighederne.

- Vi kan ikke undvære vand, og hvis der ikke bliver taget hånd om problemet, får det konsekvenser for befolkningen, skriver organisationens formand, Nikolaj Steenholdt.

Søen, som forsyner byen, er ved at blive tømt, siger han, og hvis den fryser til is, er han bekymret for, at Kangaatsiaat står uden rindende vand.

Desuden savner Nikolaj Steenholdt en klar udmelding fra myndighederne om, hvordan de har tænkt sig at sikre vandforsyningen.

- Det gør befolkningen utrygge, siger han.

Derudover er han bekymret for, at fiskefabrikken bliver nødt til at lukke, hvis vandforsyningen svigter.