KANUKOKA: Central styring nødvendig

De kommende fire storkommuner bør styres administrativt fra én by. Decentralisering af opgaverne vil kun skabe forvirring og manglende styring, siger Karl Lyberth, som er næstformand i KANUKOKA.
27. februar 2008 09:51

Næstformanden slår samtidig fast, at der endnu ikke er taget endeligt stilling til, hvem der bliver de fire kommende storkommuner på det grønlandske kommunale landkort.

- I dette spørgsmål regner jeg med, at vi har en afklaring sidst på året efter kommunalvalget. Det mest logiske er selvfølgelig, at de kandidater, der får flest stemmer og dermed besætter borgmesterposten, også bliver udslagsgivende for, hvor den pågældende "administrationsby" skal placeres, forklarer Karl Lyberth.

KANUKOKA-næstformanden bryder sig ikke om betegnelsen borgmesterkommune, men foretrækker ordet administrationskommune.