Kanoner og fødselsdagssang: Dronningen bliver fejret på Facebook

Kommuneqarfik Sermersooq fejrer dronningen med en digital fest, hvor alle, der har lyst, kan deltage online.
Dronning Margrethe fylder 80 år 16. april. Arkivfoto. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
16. april 2020 05:56

Normalt samles både børn og voksne med flag i Kolonihavnen i Nuuk til kanonsalutering 16. april. Det er nemlig dronningens fødselsdag.

Men selvom hun fylder rundt i år, bliver der anderledes tomt nede ved vandet. Der vil formentlig ikke være mange børn med flag eller farvestrålende nationaldragter.

Her er dagens program:

11:45: Charlotte Ludvigsen byder velkommen
12:00: Kanonsalutering fra Kolonihavnen 
12:10: Charlotte Ludvigsen holder tale
12:20: Fødselsdagssange til dronningen
12:35: Slut

Kilde: Kommuneqarfik Sermersooq

På grund af coronakrisen har Kommuneqarfik Sermersooq været nødt til at tænke ud af boksen i forhold til at markere dronning Margrethes 80 års fødselsdag.

Selvom hovedstaden så småt er ved at åbne op, er det nemlig fortsat ikke tilladt at mødes flere end 10 personer ad gangen - heller ikke udenfor.

Dronningen aflyste selv fødselsdag

For flere uger siden aflyste dronningen endda selv fejringen af sin runde fødselsdag på grund af krisen. Men du får alligevel mulighed for at være med til at fejre hende - denne gang bliver det bare på en lidt anderledes måde.

- Siden der er forsamlingsforbud, har vi valgt at gøre det digitalt, siger Charlotte Ludvigsen, der er borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Jeg glæder mig, tilføjer hun.

LÆS OGSÅ Dronningen: Det er tankeløst og hensynsløst at holde fester

Kommunen har valgt at lave en live-fejring på Facebook, så de, der har lyst, kan samles online og fejre regenten. Man skal blot gå ind på kommunens Facebook-side.

- Det er jo en svær tid, vi er i nu. Normalt ville det være nede i kolonihavnen med tale fra borgmesteren, fødselsdagssang og kanonsalutering.

- Normalt plejer man at invitere børnehavebørn og alle dem, som har lyst til at samles dernede. Men det kunne vi så ikke gøre i år, siger Charlotte Ludvigsen. 

Ældre får kage i stedet for blomster

De digitale festligheder starter derfor klokken 11.45, hvor borgmesteren byder velkommen til dem, der følger med hjemmefra. Traditionen tro vil Arktisk Kommando også affyre kanonerne i kolonihavnen.

Og bagefter kan man være med til at synge fødselsdagssang sammen med musikerne Kuunu Berthelsen, Glenn Møller og værestedet Mælkebøttecentret i Nuuk.

LÆS OGSÅ Dronningen frabeder sig blomster på sin 80-års fødselsdag

Dronningen har tidligere frabedt sig blomster på sin fødselsdag i år. I stedet opfordrer hun til, at man sender en buket til en af de mange ældre, der har det svært for tiden.

- Beboerne på alderdomshjemmene får lagkage for at fejre dagen. Dronningen har jo anbefalet, at man giver blomster til ensomme ældre, siger borgmester Charlotte Ludvigsen og tilføjer:

- Men i denne her tid er der ikke så mange blomster, som vi kan give. Derfor har vi valgt at give lagkage til de ældre.