Kalistat Lund er overrasket over høje sodavandspriser, men skyder skylden på butikkerne
Mange var begejstrede, da de efter årsskiftet kunne købe flere forskellige nye slags sodavand i alt fra dåser til halvandenlitersflasker.
Men det var ikke kun forbrugerne, der blev overraskede over prisen, som er noget højere, end vi er vant til.
- Jeg er også overrasket over, at de blev så dyre, siger naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø, Kalistat Lund (IA), til KNR.
En halvliters sodavand fra Nuuk Imeq koster 19 kroner med pant. En importeret sodavand af samme størrelse koster 27 kroner med pant. Altså otte kroner dyrere.
Flere havde ellers håbet, at priserne ikke ville stige så markant. Og Kalistat Lund var da også af samme opfattelse.
1. september sidste år udtalte han sig til Qanorooq om priserne på de nye sodavand:
- Nej, det forventes ikke, at det bliver dyrere. Det er ikke hensigten, at det bliver billigere, sagde han.
I en pressemeddelelse fra slutningen af august skrev naalakkersuisut, at de ikke forventede at priserne ville ændre sig.
Det baserede de på, at firmaet Nuuk Imeq havde vurderet, at de ikke kunne være konkurrencedygtige mod de nye produkter. Nuuk Imeq havde monopol på tapning af øl og sodavand herhjemme og valgte at lukke 31. december sidste år.
Naalakkersuisut tog den beslutning som tegn på, at de nye sodavandspriser ville matche Nuuk Imeqs.
Detailhandlen skulle nemlig ikke betale indførelsesafgifter på Nuuk Imeq-produkter, som de skal på importerede sodavand. Men selv med den fordel regnede Nuuk Imeq ikke med at kunne overleve, og derfor vurderede naalakkersuisut, at priserne ville være ens.
Men den vurdering er skudt helt ved siden af.
Butikkerne er eksperterne
Kalistat Lund skyder ansvaret for de stigende priser på butikkerne, da det ifølge ham i sidste ende er dem, der bestemmer, hvad varerne skal koste.
- Brugseni udtalte, at det ville blive billigere, og det forventer jeg selvfølgelig, fordi de ved, hvad de laver, siger naalakkersuisoq.
Detailhandlen har dog ad flere omgange udtalt til medierne, at priserne naturligvis ville stige, hvis ikke der blev gjort noget ved emballageafgiften.
Når butikkerne importerer en dåsesodavand til Grønland, kommer der tre afgifter på. Det løber i alt op på seks kroner. Der er tale om en decideret sodavandsafgift på 7,5 krone per liter, en emballageafgift på to kroner og 90 øre per styk, samt en pantafgift på 60 øre.
Hvorfor blev løfterne ikke realiseret?
- Jeg har ikke givet løfter, da jeg blev spurgt om, hvad situationen ville blive på priserne. Jeg sagde blot, at jeg ikke forventede, at de ville stige. Der er forskel på forventninger og løfter, siger Kalistat Lund.