Kæmpe t-rex-skelet kan nå rekordpris ved auktion i New York

Auktionshus håber på, at et stort t-rex-skelet kan løbe op i op mod 50 millioner kroner.
"Stans" skelet består af 188 knogler, og det tog mere end tre år at udgrave og rekonstruere skelettet af palæontologer fra Black Hills Geological Research Institute i South Dakota. Foto © : Eirik Newth/flickr
Skrevet af Ritzau
17. september 2020 14:18

Vil du købe en dinosaur? Så er det nu, du skal slå til. Og det er endda en af de største eksemplarer af arten T-rex, som bliver sat til salg på et britisk auktionshus i starten af oktober.

Det forhistoriske skelet vurderes til at være cirka 67 millioner år gammelt, og skelettet har fået navnet "Stan" efter amatør-palæontologen Stan Sacrision, som fandt det i South Dakota i 1987.

"Stans" skelet består af 188 knogler, og det tog mere end tre år at udgrave og rekonstruere skelettet af palæontologer fra Black Hills Geological Research Institute i South Dakota.

Håber på millionbud

Her har det siden været udstillet, men nu skal "Stan" flyttes til New York inden auktionen 6. oktober.

På verdensplan findes der omkring 50 skeletter af t-rexen, som er en af de største kødædere, der nogensinde har eksisteret.

Auktionshuset håber at få bud på mellem seks og otte millioner dollar - altså op mod 50 millioner kroner.

Sker det, vil det være tæt på beløbet, der i 1997 blev betalt, da t-rexen "Sue" blev solgt for 8,3 millioner dollars til et naturhistorisk museum i Chicago.