Jurassic World sætter filmrekord

Den længe ventede seneste film i 'Jurassic Park'-serien, 'Jurassic World', har slået rekorden for billetsalg på globalt plan med en indtjening på over 500 millioner dollar eller ca. 3,3 milliarder kroner i sin første weekend. Det skriver Wall Street Journal.
Foto © : jurassicworld.org
Skrevet af Ritzau
16. juni 2015 03:51

Jurassic World er den fjerde i serien af Jurassic Park-film, som startede med Steven Spielbergs klassiker fra 1993.

Filmen, der netop nu også vises i Katuaq Bio i Nuuk, har siden premieren tjent 204 millioner dollar i Nordamerika alene og 307 millioner dollar i resten af verden på tre dage fra premieredagen i torsdags. 

Dermed fortsætter filmstudiet bag 'Jurassic World', Universal Pictures, sin succes i år, med tidligere hits som 'Fifty Shades of Grey' og 'Furious 7'.

Jurassic World har kostet omkring 150 millioner dollar at producere.

Filmen vises i Katuaq frem til 24.juni, og derefter vises den i Taseralik Bio i Sisimiut.

/Ritzau