Julius Nielsen er stand-in for stor hollywoodstjerne i ny BBC-serie

Lige nu ruller The North Water over skærmen både i udlandet og herhjemme. Serien handler om en gruppe hvalfangere i 1800-tallet, og Julius Nielsen fra Tasiilaq er stand-in for en af Hollywoods største filmstjerner.
Skrevet af Mathies Hvid Toft
28. oktober 2021 10:08

Nu kan man streame BBC-serien The North Water. Serien er en stor satsning fra den britiske tv-gigant, og handler om en flok hvalfangere i Arktisk i sidste halvdel af 1800-tallet.

Med er blandt andet den internationalt anerkendte skuespiller Colin Farrell, som Julius Nielsen fra Tasiilaq er stand-in for i serien.

Det var faktisk lidt af et tilfælde, at Julies Nielsen endte foran kameraet. Oprindeligt var han med for at styre blandt andet fangstaktiviteter og sejle skuespillere og produktionsfolk fra hotelskibet og til isen, hvor der filmes ved Svalbard.

Foto © : julius nielsen

- Men så fik vi at vide, at skuespillerne ikke måtte røre ved blod, eller sæl og sådan noget, og der kom jeg så ind i billedet. Jeg endte med at være Colin Farrells stand-in, hvor jeg skulle flænse en sæl og spille hans karakter, når der var noget, som han ikke måtte, fortæller Julius Nielsen til KNR.

”Det var kæmpestort”

Julius Nielsen var afsted i en måned i alt, hvoraf tre af ugerne blev brugt på at filme scener, der foregår på pakisen og omkring det gamle sejlskib, der spiller en central rolle i handlingen.

- Det var stort. Det er det største, som jeg har været med til. Det var noget helt andet end de dokumentarfilm og mindre film, som jeg har arbejdet med, siger han.

Julius Nielsen i kostume som Colin Farrells karakter.

Der var tre skibe afsted, som sejlede ud fra Svalbards eneste by, Longyearbyen. Et hotelskib, en isbryder og så et gammelt sejlskib fra København, der faktisk har sejlet i Grønland og Danmark engang.

I alt var cirka 100 personer involveret i arbejdet ved isen, men mange flere har været involveret i projektet. En stor portion af handlingen er for eksempel optaget i Ungarn, hvor alle indendørs scener er skudt.

Ond i serien, men sød i virkeligheden

Det tog op til seks timer at få Julius Nielsen til at ligne Colin Farrell, selvom deres højde og kropsbygning er ret ens. For eksempelvel var der en masse makeuparbejde, hvor Julius Nielsen fik kunstige bakkenbarter på.

Der er blandt anden en scene, hvor Colin Farrells karakter flænser en sæl, og det er Julius Nielsen, der står for det.

- Nu har jeg set serien og de scener, hvor jeg medvirker, og man kan overhoved ikke kende mig. Så man må sige, at de har gjort det rigtig godt, siger Julius Nielsen.

I serien spiller Colin Farrell en brutal hvalfanger, og er altså en af skurkene. I virkeligheden er han dog en meget flink mand, fortæller Julius Nielsen.

- Colin Farrell er det sødeste og nemmeste menneske at tale med. Han er stille og rolig og nysgerrig på vores livsstil, hvad vi laver, og hvem vi er.

Skaber ilussionen om 1800-tallet

Det mest fascinerede ved at være med var dog at opleve Svalbards natur og se, hvordan filmholdet kunne skabe illusionen af at være tilbage i 1800-tallet.

- Vi kom for eksempel til en ø i en sidefjord på vej tilbage til Longyearbyen. De skulle filme et møde mellem hvalfangerne og inuit, og der skulle være sne, men der var overhoved ingen sne.

- De samlede så et hold, og så tog vi ind om natten og overdækkede øen med kunstig sne, så de kunne filme dagen efter, og det ser så virkeligt ud, siger Julius Nielsen.

The North Water er baseret på Ian McGuires roman 'Nordhavet' og kan streames gratis på DR’s hjemmeside.