Julie Rademacher vil hjem til Grønland

Folketingsmedlem Julie Rademacher, Socialdemokraternes ligestillingsordfører, og som via sin grønlandske far har rødder her i landet, har besluttet ikke at genopstille til Folketinget.
Skrevet af Karsten Sommer
13. juli 2011 13:30

Julie Rademacher blev som kun 23 årig overraskende valgt til Folketinget i 2007, men ved det kommende valg siger hun stop, primært fordi hun ønsker at flytte til Grønland igen.

- Jeg føder en lille dreng til efteråret, og har samtidig altid drømt om at komme hjem til Grønland igen. Det vil jeg nu realisere, før mit barn når skolealderen, siger Julie Rademacher.

Men beslutningen har været svær at tage:

- Jeg har i ni år arbejdet på, at Danmark skulle have en socialdemokratisk regering, og nu hvor det ser ud til at lykkes, slipper jeg tøjlerne for at flytte hjem. Det kan måske synes mærkeligt, men livet handler ikke kun om Folketinget. Og i Grønland vil jeg fortsætte mit politiske arbejde i Socialdemokraternes søsterparti Siumut, siger Julie Rademacher til Ritzau.