Julie Berthelsen og Aqqaluk Lynge er blevet optaget i WWF's præsidium

To kendte grønlændere, tidligere præsident for ICC Aqqaluk Lynge og sangerinden Julie Berthelsen, blev forleden optaget i natur- og miljøorganisationen WWF Verdensnaturfondens præsidium.
Foto © : WWF
Skrevet af Karsten Sommer
15. oktober 2014 06:38

Præsidiet, der består af omkring 50 personer, ledes af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, og er den øverste myndighed i organisationen.

- Jeg var virkelig glad for invitationen til at blive medlem af præsidiet, siger Julie Berthelsen, der havde Prinsgemalen til bords ved den efterfølgende middag.
 
Gitte Seeberg er glad for, at præsidiet nu er tilført et markant grønlandsk islæt:

- Vi er en dialogsøgende organisation, og vi værdsætter de input, Julie og Aqqaluk har givet os. Begge har de i de seneste år spillet en stor rolle i forbindelse med vores arbejde i Arktis og Grønland, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Professor Minik Rosing er allerede i dag medlem af præsidiet og tidligere var også Finn Lynge medlem.

Verdensnaturfondens danske afdeling blev stiftet af Prins Henrik i 1972. Internationalt blev WWF grundlagt i 1961, arbejder i dag i over 100 lande og har over fem millioner medlemmer.

WWF’s overordnede mission er at arbejde for en klode, hvor naturen trives og hvor mennesker og dyr kan leve side om side.