Julemanden flytter nordpå

Alverdens børn får alligevel svar fra julemanden, hvis de skriver til ham. Hans postkontor flytter nemlig til Ilulissat.
15. november 2011 14:51

Turismeselskabet Destination Avannaa har givet 150.000 kroner for julemanden og hans post.

- Den første store opgave bliver, at få besvaret de mange tusinder breve der er sendt til julemanden. På længere sigt skal www.santa.gl benyttes som julemandens portal og indgangen til julemanden i Grønland, oplyser fungerende direktør i Destination Avannaa Konrad Seblon.

Han er glad for, at Danmarks Radio i år vil genudsende  ”Nissebanden i Grønland” som julekalender.

- Det kan vi bruge som afsæt til at skabe den fornødne opbakning – og dækning til arbejdet, siger han.

Air Greenland har nu sørget for, at de mange breve bliver fløjet til Ilulissat, så de kan blive besvaret inden jul.