Jordskælv i Qeqertarsuaq

Et jordskælv 19 kilometer syd for Qeqertarsuaq blev målt til 4,4 på Richterskalaen. Politiet har ikke modtaget nogen henvendelser endnu.
De grå streger er ud til de målestationer, som GEUS har brugt til at lokalisere jordskælvet med. Jordskælvet var 19 kilometer syd for Qeqertarsuaq i en dybde af cirka 25 km og med en størrelse på 4,4 på Richterskalaen. Foto © : De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)
21. marts 2023 09:42

Lidt før klokken 04 i nat lokal tid blev et undersøisk jordskælv på 4,4 på Richterskalaen målt 19 kilometer syd for Qeqertarsuaq. Jordskælvet ramte i 25 kilometers dybde.

Det bekræfter Trine Dahl-Jensen, der er seismolog og seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS.

- Det var et forholdsvist stort jordskælv for Grønland, men vi ser jordskælv af den størrelse nogle gange om året. Der har også været jordskælv af den her størrelse før i området, siger hun til KNR og fortsætter:

- I 2016 havde vi tre jordskælv i den her størrelse, som blev efterfulgt af en sværm af mindre jordskælv, så det er et område, hvor vi ved, at der sker jordskælv. Men de er ikke store og farlige, når de er i den her størrelse.

Hun fortæller, at GEUS har registreret et enkelt lille efterskælv, men ikke et af betydelig størrelse.

Politiet har ikke modtaget henvendelser fra nogen borgere, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Peter Bauer til KNR.