Jordemoderforening: Ny formand vil sætte fokus på fødsler på kysten

Foreningen vil værne om fødestederne på kysten og skabe debat om kvinders ret at have partner med til fødslen.
Jordemoderforeningen vil arbejde for at beskytte de tilbageværende fødesteder på kysten
Skrevet af Thomas Munk Veirum
07. januar 2020 05:04

Der har været kampvalg om formandsposten i Ernisussiortuunerit Kattuffiat – den grønlandske jordemoderforening (EK), og posten er gået til Anne Schurmann.

Den nye formand vil have særligt fokus på fødestederne på kysten, skriver bestyrelsen for foreningen i en pressemeddelelse:

- Fødsler på kysten er truet, og dem skal vi værne om og sætte fokus på, skriver foreningen, der blandt andet henviser til, at fødestedet i Aasiaat i øjeblikket er lukket på grund af mangel på personale.

Vil have debat om pårørendes rettigheder

- EK håber at kunne bidrage til løsninger, der kan sikre Aasiaat som fødested. EK ønsker fremadrettet at blive inddraget og hørt i overvejelserne, inden den slags beslutninger træffes, der i allerhøjeste grad påvirker vores medlemmer og i særdeleshed de berørte familier, står der i pressemeddelelsen.

Jordemoderforeningen har tidligere udtrykt bekymring over, at muligheden for at føde i Aasiaat er blevet midlertidigt sløjfet.

LÆS OGSÅ Bekymring over nedlukning af fødested i Aasiaat

Det betyder nemlig, at endnu flere kvinder skal rejse for at føde, og ofte kommer faderen ikke med til fødslen.

Det vil Jordemoderforeningen gerne have en debat om:

- Vi i EK vil gerne skabe debat omkring, hvorvidt det bør være en kvindes ret at have partneren eller en anden pårørende med til fødsel i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at forlade sin by eller bygd for at føde, skriver foreningen, der lover flere tiltag for at bevare fødestederne på kysten.

- Det er mange uger, de fødende og deres familier skal være fra hinanden, og vi er bekymrede for de konsekvenser, som det kan have for forældreskabet og barnets første tid. Det kan trække tråde langt ind i et barns liv, hvis man kommer dårligt fra start, sagde Anne Schurmann til KNR sidste forår.