Johnson & Johnson skubber vaccineplanen igen

Tasiilaq og Sydgrønland står for skud, når de næste vacciner skal flyves ud i landet.
Danmark vil ikke vaccinen fra Johnson & Johnson. Den kommer heller ikke til Grønland.   Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
04. maj 2021 15:47

1. september. 

Inden da vil alle, der ønsker det, have fået tilbudt en coronavaccine. 

Det oplyser Naalakkersuisut.

Datoen har efterhånden rykket sig nogle gange. Fra 21. juni, altså på Nationaldagen, til ”på et tidspunkt hvor der er mange myg i luften… i juli eller august”, som landslæge Henrik L. Hansen sagde 31. marts.

LÆS OGSÅ Forsinkelse: Vi når ikke at blive vaccineret inden nationaldagen

Grunden til at vaccineplanen nu har deadline 1. september er, at Danmark ikke vil bruge vaccinen fra Johnson & Johnson. 

Én til Grønland, 100 til Danmark 

Vaccinen er sat i forbindelse med meget sjældne, men alvorlige bivirkninger – og derfor har Sundhedsstyrelsen besluttet, at den slet ikke skal være med i det danske vaccinationsprogram. Den kommer heller ikke til Grønland.

Vacciner i Grønland versus Danmark

Grønland: 12,6 procent har fået det første stik.

7,5 procent er færdigvaccineret.

80 procent har ikke modtaget det første stik endnu endnu.

Danmark: 24 procent har har fået det første stik.

12 procent er færdigvaccineret.

76 procent har ikke fået det første stik endnu.

Det betyder, at vaccinationerne her i landet kommer til at trække lidt ud til 1. september.

Grønland får én vaccine, hver gang Danmark modtager 100 – og dermed er vaccinerne til Grønland fuldstændig afhængige af leverancen til Danmark.

I Danmark er vaccinationer med vaccinen fra Astrazeneca sat på stand by efter alvorlige tilfælde af blodpropper hos personer, kort efter de har modtaget vaccinen.

Blandt andet er en 60-årig kvinde i Danmark død med en blodprop, efter at hun havde fået AstraZeneca-vaccinen.
I Grønland er der hverken blevet stukket med Astrazeneca eller Johnson & Johnson. 

Her bruges kun vacciner fra Moderna og Pfizerbiontech.

80 procent er ikke vaccineret endnu

I dag har 8.900 i Grønland fået det første stik. 5.576 er færdigvaccinerede.

Det svarer til, at 80 procent af befolkningen ikke har fået et eneste stik i skulderen endnu. 

Så der skal turbo på vaccinationsprogrammet, hvis alle, der ønsker det, skal have tilbudt et skud i skulderen inden 1. september.

LÆS OGSÅ Håber på total genåbning til september – men mange flere skal vaccineres 

Der vil blive vaccineret i Tasiilaq og bygder fra den 6. – 14. maj. 

Et andet vaccinationshold tager afsted mod Sydgrønland i perioden fra den 10. – 18 maj. Her bliver vaccinen tilbudt både til personer, der skal re-vaccineres og til personer, der i første runde i april måned fravalgte at blive vaccineret.

Vaccinationshold har også været i Ittoqqortoormiit og Kangerlussuaq og i de større byer på vestkysten.