Joe Biden opfordrer til samarbejde

I nat holdt Joe Bidens sin første tale til nationen efter at have sikret sig sejren ved det amerikanske præsidentvalg. Trump er stadig tavs.
Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris opfordrer til samarbejde efter fire år med splittelse under Donald Trump Foto © : Scanpix
08. november 2020 15:44
Versionist Bibi Nathansen

I talen lød budskabet blandt andet at han ville gøre alt hvad der var ham muligt for at forene et USA der er splittet efter fire år med Donald Trump ved magten.

- Det er tid til at begrave den hårde retorik, se hinanden igen, lytte til hinanden igen! Og for at gøre fremskridt, må vi stoppe med at behandle vores modstandere som vores fjender, sagde Joe Biden.

Og med ham ved roret kan amerikanerne se frem til forandringer, lyder det fra Danmarks Radios Steffen Gram.

 - Der kommer skattestigninger for de allerigeste, man skal forvente at han melder USA ind i klimaaftalen fra Paris, det var den Trump trak sig ud af, man skal forvente reformer angående sundhedssektoren og forsikringssektoren, lyder vurderingen fra Steffen Gram.

 Donald Trump har endnu ikke officielt reageret på valgets resultat.

Flere af Donald Trumps nære assistenter siger til nyhedsbureauet AP, at en af del af præsidentens medarbejdere og støtter har opfordret præsidenten til at erkende sit valgnederlag.

De ikke navngivne kilder siger, at Trump i så fald også vil bidrage til en fredelig magtoverdragelse.

De har rådet ham til erklære det i en tale i løbet af den kommende uge, hedder det.

Trumps svigersøn Jared Kushner er en af dem, som skal have bedt ham om at acceptere valgets udfald på trods af præsidentens kritik af den måde, som det blev gennemført på.

Kushner skal have fortalt flere af sine bekendte om sin opfordring til Trump.

Nyhedsmediet CNN rapporterer på baggrund af en anonym kilde tæt på sagen, at også Trumps kone, førstedame Melania Trump, skal have opfordret sin mand til at trække sig.

Hun har ikke kommenteret valgnederlaget offentligt, men privat skal hun altså have givet sin mening til kende.