Jens B.: Hvad mener formanden for Naalakkersuisut?

Nikku Olsens indrømmelse af sin stærkt voldelige fortid, må få formanden for Naalakkersuisut til at tænke sig om mindst en enkelt gang mere. Kombineret med Partii Inuits utvetydige opbakning til partistifteren, må det rejse spørgsmålet om, hvordan en koalition kan bæres af et parti, der blåstempler vold mod kvinder.
Skrevet af Peter Troelsen
11. april 2013 09:29

I en flere sider lang pressemeddelelse bakkede næstformanden i Partii Inuit Randi Broberg i går op bag Nikku Olsen og ville have en undersøgelse af, hvorfor han blev kendt uværdig til at sidde i Inatsisartut. Med de seneste informationer in mente kan man fastslå, at opbakningen til Nikku Olsen også er en blåstempling af vold mod kvinder.

-Jeg glæder mig til at høre Aleqa Hammonds forklaring på, hvordan hun kan samarbejde med et parti, der ikke mener, det er forkert at udøve vold mod kvinder. Deres støtte til formanden Nikku Olsen kan ikke ses som andet end det, og jeg har svært ved at forstå, at man kan have en koalition med et parti, der har den slags synspunkter. Vold mod kvinder er ganske enkelt ikke acceptabelt, fastslår formanden for Demokraterne Jens B. Frederiksen overfor knr.gl.

Det er et spørgsmål om Partii Inuit overhovedet var kommet ind i Inatsisartut, hvis ikke Nikku Olsen havde været en meget markant forgrundsfigur. Han fik mere end 6 ud af hver 10 stemmer, der gik til partiet. På den måde er det ikke forkert at fastslå, at han mere end nogen anden har været manden bag partiets uventede succes. Det viser sig nu altså, at han havde en fortid, han godt selv vidste, ikke var forenelig med at være folkevalgt politiker. Alligevel stillede han op for sit nydannede parti ved valget 12. marts.

-Det står helt fast, at den politiske situation havde set meget anderledes ud, hvis ikke Nikku Olsen havde set stort på sin fortid og foregøglet vælgerne, at han var valgbar. Hvis ikke Partii Inuit havde fået det flotte valg, havde der været en helt anderledes fordeling af mandaterne, og måske også et helt anderledes Naalakkersuisut efter valget. Mange af deres vælgere kom fra IA, og hvis der havde været blot et mandat mere bag den tidligere koalition, så kunne den have fået flertal med Atassut. Det er og bliver en kæmpestor demokratisk skandale, mener Jens B. Frederiksen.