- Da jeg faldt i vandet, forsøgte jeg at være rolig, og jeg prøvede at trøste min makker med, at der var en helikopter på vej, fortæller Jaqqa Grønvold. Foto: KNR/Marie Kuitse Kristensen

Jaqqa Grønvold forsøgte at redde sin ven i snescooterulykke

I marts kom Jaqqa Grønvold sin ven til undsætning i en snescooterulykke. Men han endte selv i det iskolde vand.

8. marts faldt to personer i det iskolde vand i en snescooterulykke i Kobberfjorden ved Nuuk.

En 41-årig mand omkom, mens den anden mand blev hevet op i live. Den overlevende er 32-årige Jaqqa Grønvold, der i dag fik en dusør af Grønlands Politi for redningsaktionen.

Jaqqa Grønvold forsøgte nemlig at komme den 41-årige mand til undsætning, og var den første mand på stedet for at hive sin snescooterven op. Jaqqa kørte afsted på snescooter og ville kaste en lavinerygsæk med en oppustelig airbag til den 41-årige mand.

Men under aktionen røg Jaqqa Grønvold selv ned i det iskolde vand.

LÆS OGSÅ Snescooterulykke i Kobbefjorden: 41-årig mand er omkommet

Politiet var i forvejen alarmeret og var på vej med en helikopter.

Arktisk Kommands var også på vej med deres inspektionsfartøj Ejnar Mikkelsen. Kun takket være en airbag fra lavinerygsækken, flød Jaqqa Grønvold sammen med den 41-årige, der i forvejen var stærkt nedkølet.

- Da jeg faldt i vandet, forsøgte jeg at være rolig og prøvede at trøste min makker med, at der var en helikopter på vej. Jeg prøvede at give ham kræfter, fortæller Jaqqa Grønvold.

Jaqqa nåede at være i vandet i 40 til 45 minutter, husker han. Mens de ventede på hjælp, blev den 41-årige livløs. og mange tanker røg gennem Jaqqas hoved:

- Jeg afleverede min datter i børnehaven om morgenen, og jeg tænkte: Var det sidste gang jeg så min datter? Er mine dage talte? Det tog jo lang tid før, helikopteren ankom. Jeg begyndte også at ryste helt ukontrolleret, fordi jeg var bange. Men så hørte jeg lyden af helikopteren og tænkte: Hvad er det for en dejlig lyd.

Politiet måtte improvisere med helikopterpilot

Da redningshelikopteren endelig kom til stedet, var den 41-årige mand livløs. Helikopteren var faktisk ikke udstyret til at få Jaqqa og hans ven op af vandet.

Det fortæller politidirektør, Bjørn Tegner Bay, i forbindelse med dusørudrækkelsen. Det krævede improvisation fra helikopterpiloten og politiets indsatsleder.

- Da det på grund af den tynde is ikke var muligt for helikopteren at lande i nærområdet, måtte de ombordværende improvisere, og Kunuk (politiets indsatsleder red.) måtte hænge i én arm ud af helikopteren, mens helikopteren svævede få centimeter over isen og vandet, således han kunne få fat i en af de nødstedte personer, siger Bjørn Tegner Bay.

Jaqqa Grønvold blev bragt til Arktisk Kommandos skib, der lå tæt ved ulykkesområdet, og helikopteren fløj tilbage efter den 41-årige. Han viste ingen livstegn og blev bragt til akutmodtagelsen på Dronning Ingrids Hospital.

Der var der forgæves forsøg på at give ham livreddende førstehjælp. 

Jaqqa Grønvold er glad for at være i live efter den grusomme dag. Da han fik behandling på hospitalet, husker han, at der stod noget på en tavle om, at han var kølet ned til 33 grader.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg er i live i dag. Da jeg kom hjem, og så min datter, begyndte tårerne først at komme, siger han.

Grønlands Politi og Air Greenland lagde hus til dusøroverrækkelsen i deres hangar. Fem personer fik dusør for aktionen - en af dem var Jaqqa Grønvold.

  • Joachim Hytten, pilot ved Air Greenland
  • Kunuk Frederiksen, vicepolitiinspektør ved Grønlands Politi
  • Poul Due Hansen, snescooterkører fra snescooterforeningen Qamutit
  • Jaqqa Grønvold, snescooterkører fra snescooterforeningen Qamutit
  • Lars Borris Pedersen, snescooterkører fra snescooterforeningen Qamutit

 

Foto: Marie Kuitse Kristensen.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl