Jagt på ravne og måger er på vej

Himlens ballademagere og tyveknægte skal til at tage sig i agt. Fredningen på måger og ravne er nemlig på vej til at blive ophævet.
Foto © : Henrik Greve
Skrevet af Thomas Munk Veirum
09. januar 2018 14:11

Fredningen af ravne og måger skal ophæves i en forsøgsperiode på fem år, og derfor har Selvstyret sendt en ny bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af fugle i høring.

- I en forsøgsperiode på fem år fra ikrafttrædelse af denne bekendtgørelse er der fri fangst på ravn, gråmåge og svartbag, skriver departementet fra fiskeri og Fangst.

Ophævningen sker på baggrund af et beslutningsforslag fra Anthon Frederiksen fra Partii Naleraq, som blev behandlet på forårssamlingen sidste år.

LÆS OGSÅ Partii Naleraq vil ophæve fredning af ravne og måger

Ifølge Frederiksen volder fuglene nemlig problemer:

- Agter man at hænge fisk eller kød til tørre, må man dække dem godt og grundigt for, at holde måger og ravne væk fra stedet, skrev Anthon Frederiksen blandt andet i begrundelsen for forslaget.

Naalakkersuisut: Bedre affaldshåndtering kan løse problemet

Naalakkersuisut henviste under behandlingen af beslutningsforslaget til, at bedre håndtering af affald kan løse en del af problemerne med måge- og ravneplage.

Naalakkersuisut anbefalede, at Inatsisartut forkastede forslaget, men i stedet fik forslaget opbakning fra parlamentet, og derfor kommer der nu en ændring af bekendtgørelsen.

Ifølge beslutningsforslaget skal fredningen af ræve også ophæves i en periode på fem år.

- Vi hører oftere og oftere om rabiesramte ræve, der angriber dyrene ved fåreholderstederne i Sydgrønland, skrev Anthon Frederiksen om den del af forslaget.

Efter forsøgsperioden på fem år, skal forsøget evalueres.

Bekendtgørelsen er i høring frem til 12. februar.