Ittoqqortoormiit venter stadig på vinterforsyninger: Malik Arctica er sejlet til Reykjavik
Containerskibet Malik Arctica har vendt stævnen mod Reykjavik.
Skibet har brug for at få fyldt brændstof på, og der skal også hentes friske forsyninger.
Royal Arctic Line forventer nemlig, at det kommer til at trække ud med at få leveret vinterforsyningerne, som er ombord på skibet, til Ittoqqortoormiit. Først i næste uge vil skibet være tilbage i området ved Ittoqqortoormiit igen.
I sidste uge blev skibet fanget i storisen ved Ittoqqortoormiit. Det kom fri igen, men siden i torsdags har skibet ligget uden for byen.
Det har det gjort, fordi det ikke har været muligt at anløbe Ittoqqortoormiit på grund af isen.
LÆS OGSÅ Vinterforsyning kan stadig ikke komme frem til Ittoqqortoormiit
Årsagen til, at skibet ikke kan komme ind til byen er, at der ligger flere meget store isflager på omkring 2 – 3,4 kilometer i længden og en tykkelse på 2 meter eller mere.
Ifølge Royal Arctic Line er en af de isflager meget tæt på byen. Derfor vil rederiet ikke risikere, at Malik Arctica kommer ind bag flagen, hvis den river sig løs og driver ind mod byen.
- Operationen i Ittoqqortoormiit forventes at tage tre dage. Anløb af byen skal ikke kun tage hensyn til, at vi kan komme til byen, vi skal også være sikker på, at skibet kan ligge sikkert og komme sikkert ud af området igen, oplyser Royal Arctic Line.
- Beslutningen om at sejle er derfor en beslutning, der bliver truffet på baggrund af både vejr- og iskort samt lokale observationer, hensynet til sikkerheden for besætning, skib og gods.
Malik Arctica er 114 meter langt og kan laste 606 tyvefods-containere.