Ittoqqortoormiit: Faldefærdig kirke er renoveret

Kirken i Ittoqqortoormiit, der blev lukket i 2017, er blevet renoveret hen over sommeren.
Ittoqqortoormiit kirke
Arkivfoto af kirken i Ittoqqortoormiit. Foto © : Per B. Nielsen
Skrevet af Kathrine Kruse
08. oktober 2019 18:30

Kirken i den lille by i Nordøstgrønland er - efter at have været lukket i to år - atter taget i brug igen.

Det oplyser Naalakkersuisoq for Kirke, Siumuts Ane Lone Bagger, i en pressemeddelelse.

Kirken, der blev opført i 1929, blev lukket i 2017, efter at Kommuneqarfik Sermersooq som tilsynsmyndighed pålagde selvstyret i at sætte kirken i stand, fordi den var til fare for kirkegængerne.

LÆS OGSÅ Kirken i Ittoqqortoormiit er faldefærdig

Den var nemlig i fare for at styrte sammen. 

- Når man kommer ind i kirken, bemærker man, at fundamentet er sunket. Det sker på grund af ændringer i permafrosten, fortalte biskop Sofie Petersen til KNR i august 2017.

Kirkegang i forsamlingshuset slut

Men nu kan de 357 indbyggere i den lille nordøstgrønlandske by atter gå i kirke igen.

- Jeg er utrolig glad for, at den smukke kirke, som er af stor historisk betydning for byen, er blevet renoveret, og at byens borgere dermed igen har mulighed for at benytte kirken til kirkelige handlinger, siger Ane Lone Bagger.

De kirkelige handlinger har de sidste to år foregået i byens forsamlingshus.