IT-butik i Ilulissat udbrændt

Den voldsomme brand i butikken GH Data på Konrad Chemnitzvej i Ilulissat tidligt i morges er nu under kontrol, og ingen mennesker er kommet til skade, erfarer Radioavisen.
Foto © : (Arkivfoto)
20. oktober 2014 11:58

Branden medførte en voldsom røgudvikling, og politiet måtte af sikkerhedshensyn opfordre beboerne i Illumiut-området og på Mathias Storchip Aqqutaa til at holde sig indendørs, lukke alle døre og vinduer og lukke for al ventilation, for at undgå at indånde eventuelle sundhedsskadelige stoffer fra røgen.

Men alarmen er afblæst nu. Ilden blev først på formiddagen bragt under kontrol.

LÆS OGSÅ Kraftig røg fra brand i Ilulissat - bliv indendøre, advarer politiet

At dømme efter billeder fra branden, der blev opdaget ved fem-tiden i morges, ser IT-butikken GH Data ud til at være udbrændt totalt, men det foreligger ikke oplyst, hvor store de materielle skader er anslået til.