Israelsk luftangreb dræber to i Syrien i nye konfrontationer

Spændingerne mellem Israel og organisationen Islamisk Jihad øges, mens Israel angriber mål i Gaza og Syrien.
Angrebet er det seneste i en nylig opblussen af konfrontationer i området. Foto © : Jaafar Ashtiyeh/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. februar 2020 11:26

Israelske fly har sent søndag ramt mål i Gazastriben og nær Syriens hovedstad, Damaskus.

Målene skal ifølge israelsk militær være tilknyttet organisation Islamisk Jihad, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge AFP melder Islamisk Jihad søndag, at to med tilknytning til organisationen er blevet dræbt i angrebene.

En korrespondent fra nyhedsbureauet hørte flere høje eksplosioner i Damaskus kort før midnat lokal tid.

Angreb er del af øget konflikt

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder oplyser ifølge Reuters, at angrebet ramte nær den internationale lufthavn i Damaskus.

Det bestrides dog af det statslige syriske nyhedsbureau Sana, som meddeler, at de fleste missiler blev skudt ned, og at lufthavnen ikke blev ramt.

Angrebet er det seneste i en nylig opblussen af konfrontationer i området.

Således skød militante palæstinensere tidligere søndag omkring 20 raketter fra Gaza mod Israel. Mindst ti af dem blev skudt ned af det israelske raketforsvarssystem. Der var ikke oplysninger om ofre.