Israel angriber påstået atomforskningscenter i Iran

Mere end 60 israelske kampfly har fredag været involveret i målrettede angreb mod militære faciliteter i Iran.
Israelske styrker tjekker et område efter, at det er blevet ramt af missiler fra Iran. Foto © : Maya Levin/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. juni 2025 08:13

Israel har natten til fredag udførte flere målrettede angreb i Irans hovedstad, Teheran.

Det oplyser det israelske militær, IDF, ifølge Reuters.

Et af de mål, som Israel er gået efter, er organisationen SPND's hovedkvarter.

SPND hører under Irans forsvarsministerium og bedriver blandt andet forskning.

Ifølge USA og Israel drejer dele af organisationens forskning sig om udvikling af atomvåben.

- SPND fungerer som et knudepunkt for forskning og udvikling af avancerede teknologier og våben til det iranske regimes militære kapaciteter, lyder det ifølge det israelske medie Times of Israel i en udtalelse fra IDF.

- Det blev etableret i 2011 af Mohsen Fakhrizadeh (iransk atomforsker, red.), grundlæggeren af Irans atomvåbenprogram, lyder det videre.

Ingen meldinger

Hverken Iran eller SPND har umiddelbart reageret på den israelske melding om angreb.

Der er ingen meldinger om, i hvilket omfang angrebet har beskadiget hovedkvarteret.

Ifølge Israels militær er flere end 60 jagerfly blevet benyttet i nattens angreb, og de skal have sendt omkring 120 projektiler ned over Iran.

Konflikten mellem Israel og Iran har stået på, siden Israel natten til fredag i sidste uge indledte et stort angreb på Iran - ifølge Israel for at hindre Iran i at blive en militær atommagt.

Iran har afvist, at landet forsøger at blive en atommagt .