Island vil skodde tobakken

Island overvejer at indføre forbud mod salg af cigaretter i almindelige butikker.
Skrevet af Karsten Sommer, Ritzau
05. juli 2011 05:10

Et lovforslag, der skal diskuteres i Altinget til efteråret lægger op til at røgvarer fremover skal være receptpligtige, og at apoteket bliver det eneste sted, de tobakstrængende kan få stillet deres lyst. Det skriver den britiske avis The Guardian.

I første omgang vil personer over 20 år ifølge forslaget stadig kunne købe cigaretter på apotekerne uden recept. Senere skal rygerne til lægen og få en recept for at få lov til at købe cigaretter.

Det radikale initiativ er del af en 10-års plan, der sigter på at forbyde rygning i det offentlige rum i Island.

Dermed vil det være slut med at tænde en smøg på fortovene eller i en park. Rygning i biler med børn som passagerer skal også forbydes.

Den tidligere sundhedsminister Siv Fridleifsdottir har medvirket til udarbejdelsen af forslaget.

- Målet er at beskytte børn og unge og forhindre dem i at begynde at ryge, siger hun til The Guardian.

Antallet af rygere i Island er de seneste 20 år halveret. Kun omkring 15 procent af islændingene tænder i ny og næ en cigaret. Dermed er Island den nation i Europa, der relativt har færrest rygere.