Billeder: Isbjørn aflivet i Upernavik efter angreb mod hund

En isbjørn blev fredag aften aflivet i Upernavik. Bjørnen var kommet for tæt på byen og kunne udgøre en fare for borgerne, oplyser vagtchefen hos politiet.
Skrevet af Ane-Marie Petersen
03. november 2018 13:09

En isbjørn blev fredag aften aflivet i Upernavik.

- Fredag aften kl. 20.45 blev politiet ringet op, om at en isbjørn var blevet spottet tæt på byen, siger vagtchef hos politiet, Jan Geisler.

Bjørnen var ikke kun kommet tæt på indbyggerne, men havde også angrebet en hundehvalp.

- Da politiet ankom til stedet, kunne de se, at isbjørnen var alt for tæt på husene og desuden havde dræbt hundehvalpen, fortæller vagtchefen.

12 minutter efter politiets ankomst blev isbjørnen aflivet.
- Vi måtte aflive den af hensyn til borgernes sikkerhed, og det skete kl. 20:57, fortæller vagtchef hos politiet Jan Geisler.