Isbjørne nærmer sig Nuuk

En hunisbjørn med en unge blev set mellem Nuuk og Qeqertarsuatsiaat i weekenden og fortsætter deres færden mod nord. Måske er de ved Nuuk om få dage. Men de er livsfarlige advarer jagtbetjente.
Skrevet af Noah Mølgaard
12. juli 2011 12:39

- Man ved aldrig hvordan en nervøs isbjørn med en unge vil reagere. Derfor skal man holde sig fra isbjørnene, hvis de nærmer sig.

Det er en advarsel fra fiskerilicens inspektør i Selvstyret Mads Nedergaard, der har jagtbetjente som et af sine ansvarsområder.

Jagtbetjente fra Nuuk tog til Qeqertarsuatsiaat i sidste uge for at jage en hun isbjørn med en unge væk fra bygden.

- Isbjørnene er ikke spor bange for noget og var ikke specielt skræmte af riffelskud og nødblus. Vi vil derfor advare folk mod at nærme dem, hvis de skulle komme i nærheden af Nuuk, siger Mads Nedergaard.

Men hvis bjørnene skulle blive nærgående og nærme sig beboede områder, så skal politiet og jagtbetjente underrettes, der vil sørge for at jage bjørnene væk.

Fritidssejlere og fangere spottede isbjørnene i weekenden i Kangerluarsussuaq mellem Nuuk og Qeqertarsuatsiaat og de var på vej mod nord sidst de blev set.

- Det kan være de kommer i nærheden af Nuuk i løbet af de næste par dage, siger Mads Nedergaard.