Isbjørn slog far ihjel: Nu får han tapperhedsmedalje

En far, der blev dræbt, da han forsvarede sine børn mod en isbjørn, er blevet hædret med Canadas højeste medalje for tapperhed. Det skriver CBC.news.
En far reddede sine børn fra en isbjørn. Nu hædres han med medalje. Foto © : Frank Rønsholt/København Zoo
12. januar 2020 17:20

Aaron Gibbons var ude med sine børn nær Arviat i Nunavut i juli 2018 for at samle æg.  

Arviat ligger på vestkysten af Hudson Bugten cirka 200 km nord for byen Churchill, og stedet er kendt for, at der kommer mange isbjørne forbi.

Da den 31-årige Aaron Gibbons lige pludselig så en isbjørn, der gik til angreb på ham og hans børn, lagde han sig imellem bjørnen og børnene.

Han blev hårdt kvæstet og døde på stedet, fortæller vidner, men børnene nåede i sikkerhed og overlevede.  

En anden jæger kom efterfølgende til stedet og skød isbjørnen.

Borgere i Arviat og slægtninge til Aaron Gibbons fortæller til lokale medier, at de mener, at Gibbons døde som en helt.

Og nu, halvandet år efter ulykken, har Canadas guvernør-general, Julie Payette, netop tildelt ham landets højeste ære for helt ekstraordninært mod i en farlig situation.

Medaljen, the Star of Courage, Modets Stjerne, vil blive overrakt til Gibbons børn ved en ceremoni i Ottawa engang i de kommende måneder.