Iran erkender at de nedskød et ukrainsk passagerfly ved en fejltagelse

Irans militær kom onsdag "utilsigtet" til at skyde et ukrainsk passagerfly ned. Det erkender militæret på iransk stats-tv lørdag morgen.
Skudhuller i vragrester viser tydeligt at flyet blev ramt af et missil Foto © : Ukrainian Presidential Press Ser/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. januar 2020 13:16
Versionist Mads Lynge

Ifølge militæret skete nedskydningen som følge af "en menneskelig fejl".

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev fredag informeret om, at det ukrainske passagerfly ved et uheld var blevet skudt ned, og Khamenei sagde, at informationerne straks skulle offentliggøres.

Flyet fra Ukraine International Airlines styrtede ned onsdag morgen i udkanten af Irans hovedstad, Teheran, få timer efter at Iran havde sendt missiler mod to militærbaser i Irak med amerikanske og andre udenlandske soldater.

Iransk militær oplyser på tv lørdag morgen, at det ukrainske fly var fløjet tæt på et "følsomt militært område" tilhørende Irans Revolutionsgarde, da det ved en fejl blev skudt ned.

Militæret lover, at de ansvarlige vil blive stillet til ansvar ved en militærdomstol.

- Vores dybe beklagelse, undskyldning og medfølelse til vores folk, til ofrenes familier og til andre berørte lande, hedder det videre.

Om bord på flyet var omkring 80 iranere, 57 canadiere samt flere ukrainere, svenskere, afghanere, tyskere og briter. Alle 176 mennesker om bord omkom.