Inuit sagsøger Canada for hudforsøg

Vil din hud vokse på din vens eller brors arm? Dét var, hvad videnskabsfolkene ville vide om Inuit i Igloolik.
Foto © : Douglas Sprott/Flickr Creative Commons
27. juni 2019 10:52

Fem kendte Inuit fra Nunavut har nu lagt sag an mod den canadiske regering for erstatning for de smerter og den nedværdigende måde, de blev behandlet på i eksperimenter udført i samarbejde med et stort internationalt forsøgsprogram: The International Biological Programme - Det Internationale Biologiske Program. 

Hudforsøg 

Zacaharias Kunuk, den verdenskendte inuit filminstruktør, var en af dem, der blev udtaget til at være en slags forsøgsdyr. Paul Quassa, der senere blev Nunavuts regeringsleder, var et andet barn, der blev eksperimenteret med. 

I Igloolik mellem 1967-1973 udførte videnskabsfolk fra tre canadiske universiteter, hvad de anså som videnskabelige forsøg på Inuit i Nunavut. 

De udførte forskellige eksperimenter. Et af dem handlede om Inuit hud. 

De borede et lille hul i armen og hev et stykke hud ud, som blev sat på armen af et familiemedlem eller en anden Inuk for at se, om Inuit hud kunne vokse på andre. 

Ingen Inuit var blevet spurgt om deres samtykke, og de fik heller ikke muligheden for at sige nej. 

Zacharias Kunuk udtaler til Globe and Mail, at inuitbørnene blev betalt 5 dollars hver for et stykke af deres hud.

- Så blev vi indsprøjtet med noget bedøvende. Efter de havde skåret i vores hud og klippet et stykke af med sakse, satte videnskabsfolkene huden på en anden person, siger Kunuk. 

Retssag 

Advokat Steven Cooper, der er Inuits advokat i denne sag, udtaler, at han kender endnu 30 Inuit som har været udsat for eksperimenterne i Igloolik. Noget lignende skete i bygden Hall Beach. 

Inuit har talt om disse eksperimenter i mange år, men det er først nu, de når til retten.