INUIT: Politisk uro forstærker fordomme om Grønland

Formanden for de grønlandske foreninger i Danmark, Fællesforeningen INUIT, mener, at den politiske ballade drypper på grønlændere bosat i Danmark
01. oktober 2014 13:30

DANMARK: De seneste dages uro på den politiske arena i Grønland har konsekvenser for grønlændere bosat uden for landet. Det siger formanden for Fællesforeningen Inuit i Dammark, Bitha Mittelmann, til KNR.

- Det betyder jo, at der kommer meget negativ fokus på Grønlands styre og Grønlands anseelse. Det giver sig udslag i, at når man taler med danskere, så skal de altid komme med bemærkninger om, at Grønland ikke kan klare sig uden danskernes hjælp. 

Og det forstærkes med sagerne om økonomisk misbrug af landskassens midler, mener hun.

- Det fyrer jo op under fordommene, når der sker sådan nogle negative ting, selvfølgelig.


Store forventninger til Hammond

Forventninger til, at formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond kunne sætte et positivt fokus på Grønland, var ellers store hos Fællesforeningen Inuit, omkring valget i 2013.

- Vi håbede jo på, at hun ville støtte os. Hun er jo meget udadvendt, og vi håbede på, at hun ville støtte grønlændere i Danmark i deres bestræbelser på at udbrede kendskabet til Grønland og grønlandsk kultur, siger Bitha Mittelmann.

Og formanden for Naalakkersuisut har sat Grønland på verdenskortet - senest under sidste uges topmøde i FN, understreger Bitha Mittelmann. Men med de seneste begivender omkring misbrug af landskassens midler, er synet på Grønland lynhurtigt vendt.

- Hendes talegaver er meget positivt udslagende, men med de seneste ting, der er kommet frem, er det faldet væk igen. Det er blevet til negativ påvirkning, vil jeg sige.