Inuit i Labrador vil have en undskyldning

Inuit i Labrador vil have en undskyldning og erstatning for de traumatiske kostskoleophold, som mange af dem blev udsat for i løbet af sidste århundrede. De har derfor anlagt en fælles retssag mod den canadiske regering.
12. juli 2011 14:48

Inuit i Labrador er forurettede over, at de ikke har fået nogen undskyldning eller erstatning fra den føderale regering i Canada, på trods af, at de ligesom andre af Canadas Inuit, er blevet mishandlet under tvungne kostskoleophold.

Men den føderale regering påstår, at den ikke skylder Labradors Inuit noget, fordi regeringen - modsat i resten af Canada - ikke var direkte ansvarlig for administrationen af de fem kostskoler, der var i Labrador og New Foundland.

Danny Pottle, finansminister i Nunatsiavut’s regering, udtalte ved et møde i Labrador, at “Labradors Inuit har fortalt sandheden. Labradors Inuit vil have, at man tror på dem. Labradors Inuit vil nu som andre Inuit gerne begynde den lange rejse hen imod forsoning og tilgivelse.”

Ved flere møder i Labrador indenfor den sidste måned har flere Inuit sagt, at deres oplevelser på kostskolerne i 1970erne og 80erne var lige så frygtelige, som hvad andre Inuit, der har fået undskyldning og erstatning, oplevede. I Labrador blev de også misbrugt, tabte deres sprog og deres tilknytning til familier og bygder.

Toby Obad fra Nain fastslår overfor CBC News, at Labradors Inuit har lige så meget ret til at få en undskyldning og erstatning som andre inuit. Og det er netop derfor Labradors Inuit nu har anlagt et gruppesøgsmål, en fælles retssag, mod den canadiske regering.