Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen overraskede, da han i januar foreslog at Danmark og Grønland i fællesskab oprettede et offentligt-privat udvindingsselskab for at konkurrere med kinesiske interesser i Grønland. Sidenhen stillede VKO sammen et forslag om, at den danske regering skulle undersøge, hvordan Danmark bedst kan bidrage til efterforskning og udvinding af råstoffer - med et dansk-grønlandsk partnerskab som en mulighed.
Men med 61 stemmer imod og 47 for blev det forslag væltet i dag.
Erhvervsministeren begrunder sin modstand mod forslaget med, at Naalakkersuisut har slået fast, at Grønland kun er interesseret i råstofindustri på kommercielle vilkår. Desuden er der allerede ved at blive nedsat en dansk-grønlandsk arbejdsgruppe, som skal styrke samarbejdet på råstofområdet.