Interviews skal sikre bedre socialhjælp for unge grønlændere i Danmark

Et nyt projekt i Vejle i Danmark skal sikre, at flere unge grønlændere får den rigtige hjælp fra kommunen.
Foto © : Wfeiden/Flickr Creative Commons
14. januar 2019 08:02

Det skal ske med en særlig interviewguide, som skal få kommunens socialpersonale til at finde de unges styrker og erfaringer frem for begrænsninger. Det oplyser Vejle Kommune i en pressemeddelelse.

Alt for mange unge grønlændere, der rejser til Danmark for at studere eller arbejde, bliver stigmatiseret eller ender som socialt udsatte.

Og det er svært for kommunens fagfolk at hjælpe på grund af sproglige og kulturelle misforståelser, siger Morten Skovlund, projektansvarlig ved Vejle Kommune.

LÆS OGSÅ Danmark uddeler penge til viden om rigsfællesskabet

- Som fagprofessionelle har vi ofte ikke samme vidensgrundlag for at vejlede de unge, fordi de kommer ubeskrevne og med andre baggrunde. Derfor oplever de unge ofte at blive mødt med skepsis og forskelsbehandling i forhold til deres danske kammerater.

Undervisningsministeriet i Danmark har derfor bevilliget penge til, at Vejle Kommune og Foreningen Grønlandske Børn kan lave interviews med grønlandske unge uden for de store studiebyer i Danmark.

Deres erfaring skal så give kommunens fagpersonale større viden og forståelse for de grønlandske unges liv.

Det er planen, at interviewguiden skal bredes til andre danske kommuner.

LÆS OGSÅ Penge fra satspuljen fortsætter til grønlandske udsatte