TELE-POST Internettet nede lørdag morgen i Midt- og Nordgrønland

Her lørdag morgen gik alle internetforbindelser ned for kunder i Midt- og Nordgrønland, fortæller TelePost i dag.
Skrevet af Karsten Sommer
05. januar 2019 11:42

Klokken 06.56 lørdag morgen opstod nemlig en akut fejl på søkabelforbindelsen gennem Canada og USA.

Normalt vil sådanne fejl ikke påvirke TELE-POSTs netværk.

Men på grund af problemerne med brud på søkablet til Island siden 27.december, kører alle internet- og dataforbindelser for kunder nord for Qaqortoq for tiden kun via søkablet til Canada.

Derfor blev kunderne i Midt- og Nordgrønland i morges påvirket af den akutte fejl på forbindelsen til Canada.

Problemet blev løst efter ca. halvanden time, og fra cirka klokken 9 har alle tjenester fungeret normalt igen.

Kunder i Sydgrønland og på satellitforbindelser var ikke påvirket af morgenes nedbrud.