HUNDESYGE Ingen vacciner i Ilulissat

Nogle hundeejere i Ilulissat er nedslåede over, at de gang på gang får at vide, at de skal vaccinere deres hunde, mens der ingen vaccine er i byen. Og distriktsdyrlæge Sanne Eline Wennerberg kan godt forstå hundeejernes fortvivlelse.
Foto © : Carl Skou
23. marts 2016 14:29

- Jeg kan godt forstå hundeejerne, men jeg vil også slå fast, at det har været en helt særlig situation, hvor lageret er blevet kørt i bund, fordi vi har måttet redde hundene i Qeqertaq og Saqqaq. Normalvis er der vacciner, siger distritsdyrlæge, Sanne Eline Wennerberg til KNR.

Ifølge hende skulle de manglende vacciner dog være undervejs, og det kan ikke gå hurtigt nok.

- Man ville jo ønske, at vi kunne få vaccinen hurtigere herop. Problematikken ligger i, at Air Greenland ikke kan garantere vores kølekæde, så vi kan ikke få tingene op med fly.

- Vi skal have vaccinenop med skib. Og derfor tager det bare rigtig lang tid. Det er meget ærgerligt, at det hele falder sammen, men sådan er det nu engang, siger Sanne Eline Wennerberg, der samtidig forsikrer, at der er bestilt vacciner nok til de ildestedte hunde. Sådan da.

- Der er ihvertfald nok til, at alle kan få den første vaccine. Og så får vi de andre vacciner op med skib. Altså det, der er vigtigt, er, at man holder hovedet koldt, og at vi vaccinerer korrekt, siger dyrlægen. 

 

Læs også 51 hunde skudt

 

Situationen i Ilulissat har givet stof til eftertanke hos Sanne Eline Wennerberg.

- Vi har lært, at vores hundeejere skal informeres igen og igen. Og jeg håber, kommunen har lært, at de skal have meget mere styr på, hvor mange hunde de har. For jo bedre de tal er, jo bedre kan jeg have et lager af vacciner, siger Sanne Eline Wennerberg. 

Radioavisen har været i kontakt med flere frustrerede hundeejere i Ilulissat, men dyrlægen har en besked.

- Der er et skilt ude foran døren, hvor åbningstiderne står, samt et telefonnummer, hvor man kan henvende sig, hvis ikke jeg er der.

- Telefonen bliver stillet om til min mobiltelefon, og så gør jeg simpelthen, hvad jeg kan for selvfølgelig at ringe tilbage, siger Sanne Eline Wennerberg.

Der er to forskellige vacciner, som hundene skal vaccineres med. Den første vaccine er lovpligtig og mod rabies, mens den anden er den ikke-obligatoriske DHP-vaccine, der ved korrekt vaccination beskytter mod hundesyge, og som netop er den, der bliver afventet i Ilulissat.