Ingen undervisning til ordblinde i Sisimiut

Knud Rasmussenip Højskolia i Sisimiut meddelte i weekenden, at de har valgt at stoppe undervisningen for ordblinde. Ifølge højskolens leder, skyldes det, at institutionen har behov for flere undervisere, og at Selvstyrets bevilling ikke er nok.
04. august 2015 15:30

- Vi er i en meget trang situation, og det har vi været de sidste par år. En situation med dårlig økonomi og mangel på undervisningsmaterialer, siger leder af Knud Rasmussenip Højskolia Lise Lennert Olsen.

Samtidig er en del af højskolen ramt af skimmelsvamp. Det betyder en lukning af over halvdelen af de omkring 50 soveværelser, der ellers skulle være til rådighed for elever fra hele Grønland.

Dårligt nyt for højskolen. Selvstyret betaler nemlig godt 300.000 kroner pr. elev om året. Et tilskud som altså falder drastisk, i takt med at antallet af elever må skæres ned. Det har været med til stoppe samtlige undervisningsforløb, herunder specialkurser for ordblinde. Det er til trods for den store efterspørgsel. Alene i år har der været 49 ansøgninger.

Vil opkræve flere penge fra eleverne

Herudover modtager skolen penge fra kommunerne og eleverne. Lige nu rækker pengene bare ikke, og derfor har højskolens bestyrelse anmodet Selvstyret om lov til at opkræve flere penge fra eleverne.

- Lige nu er elevbetalingen og den kommunalebetaling i alt på lidt over 400 kroner om ugen. Bestyrelsen har på den baggrund sendt en skrivelse til Selvstyret i fredags, og anmodet om at forhøje elevbetalingen til 2,500 kroner om ugen.

Endeligt ærger højskolens leder sig over, at der kun er to undervisere til rådighed til institutionen, og det er ikke nok til at sikre en kvalificeret undervisning af de ordblinde elever.

- Det er slet ikke nok til at varetage undervisningen i 36 uge om året, til de elevgrupper vi har, som er både psykisk handicappede, ordblinde, og det senere år har vi også taget anstalt anbragte her fra byen, forklarer lederen af Knud Rasmussenip Højskolia Lise Lennert Olsen.

Radioavisen har talt med Naalakkersuisoq for Uddannelse Nivi Olsen, der oplyser, at departementet arbejder på en løsning.