Ingen udsigt til gymnasie i Ilulissat foreløbig

Medlem af Inatsisartut for Partii Naleraq, Anthon Frederiksen er utilfreds med, at et beslutningsforslag, der blev vedtaget på efterårssamlingen 2012, er stillet i bero.
Foto © : Terry Feuerborn/Flicker
10. april 2015 06:47

Forslaget pålagde det daværende Naalakkersuisut at foretage en grundig undersøgelse af mulighederne for etablering af et gymnasium og idrætsuddannelse i Anthon Frederiksens hjemby Ilulissat.


Men der er en god forklaring, på at planen ikke er blevet til noget, fremgår det af et §37-svar fra Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, Nivi Olsen, der forklarer, at undersøgelsen ikke var afsluttet, da der tilbage i januar 2013 blev udskrevet valg.

 

Er ikke bindende
Der var ganske vist vedtaget et beslutningsforslag, men det binder ikke - hverken det nyvalgte Inatsisartut eller det nyvalgte Naalakkersuit - til at føre beslutningen ud i livet.

- Og det Naalakkersuisut, der dannes efter et nyvalg, er ikke forpligtet til at gennemføre forslag som var rettet mod et tidligere Naalakkersuisut, tilføjer hun.

Så der er åbenbart ikke udsigt til et gymnasie i Ilulissat lige med det første.