Indhandlingsskib skaber beskæftigelse i Kujalleq

Der er glæde i Sydgrønland, fordi en trawler har fået lov til at indhandle torsk til fabrikken i Qaqortoq. Det giver beskæftigelse til 20-25 ansatte på fabrikken.
Foto © : Kommune Kujalleq
Skrevet af Inge S. Rasmussen
06. oktober 2017 07:49

Rettelse 09.10.17: Ilivileq er en trawler, der indhandler - ikke et decideret indhandlingsskib/isr

Trawleren Ilivileq er ejet af Arctic Prime Fisheries som i forvejen har et lineskib ved navn Nanoq. Det indhandler torsk til fabrikken i Nanortalik, hvilket sikrer jobs til 35-45 medarbejdere.

Nyheden om Ilivileq får borgmester Kiista P. Isaksen til at rose Arctic Prime Fisheries.

- Arctic Prime Fisheries viser igen at de sætter handling bag deres ord om at de vil fremme forædling og beskæftigelse, udtaler borgmesteren blandt andet i en pressemeddelelse.

Hun glæder sig over, at udsigten til arbejdspladser betyder færre sociale udgifter og flere skatteindtægter til den økonomisk trængte kommune.

Samtidig revser Kiista P. Isaksen igen Naalakkersuisut for smøl i forbindelse med fiskerikvoterne i år.

Forhåbentlig vil de sydgrønlandske fiskeriaktører komme i betragtning når kvoterne for næste år skal tildeles, lyder det fra borgmesteren i Kommune Kujalleq.

- Det er mit håb at Naalakkersuisut vil sikre muligheden for at aktørerne indenfor fiskeriet i Sydgrønland kan arbejde for at bidrage til skabelse af arbejdspladser i regionen, siger Kiista P. Isaksen.