Inatsisartuts finansudvalg: Der er brug for en flerårig corona-strategi

En langsigtet økonomisk strategi er nødvendig, hvis ikke coronakrisen skal få for store konsekvenser for Grønland, mener Inatsisartuts finans- og skatteudvalg.
Hermann Berthelsen (S) er formand i Inatsisartuts finans- og skatteudvalg, der nu efterlyser en langsigtet strategi for økonomien under coronakrisen. Foto © : Kommune Kujalleq & Qeqqata Kommunia
28. juni 2020 17:08

Der er brug for en langsigtet strategi for, hvordan Grønlands økonomi bedst kommer igennem coronakrisen.

Sådan lyder meldingen fra Inatsisartuts finans- og skatteudvalg i en pressemeddelelse.

Flere hjælpepakker er blevet lanceret af Naalakkersuisut - senest en henvendt til turismeområdet. 

LÆS OGSÅ Ny hjælpepakke skal støtte turisterhvervet

Men selvom der altså allerede er gjort meget for at holde hånden under flere nødlidende erhvervsområder, så skal der kigges længere ud i fremtiden, hvis Naalakkersuisut vil begrænse konsekvenserne af krisen, mener finans- og skatteudvalget.  

Udvalget henviser til Verdensbanken, der forudser at coronapandemien vil føre til den største økonomiske krise i 150 år.

Politikerne i udvalget fremhæver flere punkter, som de mener bør indgå i overvejelserne om en langsigtet strategi.

  • Det skal sikres, at støtteordningerne ikke er med til at holde urentable virksomheder i live.
  • Der skal være stor opmærksomhed på de sektorer, der har særlig betydning for samfundsøkonomien og beskæftigelsen. Dette kræver, at udviklingen i fiskeriet må følges tæt - lokalt og globalt - og at man beredt på dårligere tider end forrige år.
  • Politikerne skal være opmærksomme på corona-krisens konsekvenser i de små lokalsamfund. Derfor skal der laves helhedsorienterede løsninger under krisen. Udvalget forslår som eksempel, at kunstnere, der sælger kunst til turisterne, også bør omfattes af de støtteordninger, som tilfalder turismeerhvervet.