Ilulissat: Mistænkt kan ikke huske drab på 17-årig

En 17-årig dreng blev i august dræbt i Ilulissat. Sagen er færdigefterforsket, men politiet afventer en mentalerklæring på den formodede gerningsmand, før sagen kan blive behandlet i retten.
Skrevet af Kenneth Elkjær
14. november 2017 09:00

Den 17-årige dreng blev stukket i hovedet med en kniv i en lejlighed om formiddagen den 19. august i år. Drengen blev hurtigt fløjet til Nuuk og Dronning Ingrids Hospital, men hans liv stod ikke til at redde, oplyste politiet dengang.

En 21-årig mand blev anholdt i lejligheden. Han har siden været tilbageholdt af politiet, sigtet for drabet på teenageren.

Politiet i Ilulissat oplyser, at man er færdig med at efterforske sagen.

- Lige nu afventer vi en mentalerklæring på den tilbageholdte, før vi kan overdrage sagen til anklagemyndigheden, siger operativ leder Sebastian Bech fra politiet i Ilulissat.

I forhold til en retssag er mentalerklæringen afgørende for, hvilken foranstaltning, manden skal afsone under, hvis han bliver dømt i retten.

Sebastian Bech oplyser, at den 21-årig har forklaret, at han ikke kan huske, hvad der skete den lørdag formiddag, der endte med, at den 17-årige dreng senere afgik ved døden på hospitalet i Nuuk. Han nægter sig derfor skyldig i anklagerne om drab.

Sebastian Bech ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig om, hvorvidt politiet har fundet frem til et motiv til drabet. Han oplyser, at der ikke er andre mistænkte end den 21-årige i sagen.