ICC snakker kviksølv i Kenya

ICC - Inuit Circumpolar Council - er i disse dage repræsenteret ved en verdensomspændende konference i Kenya, der har til formål at mindske industrilandenes udledninger af tungmetaller - specielt kviksølv - i verdenshavene.
04. november 2011 15:25

Konferencen har samlet over 700 deltagere fra statslige og ikke-statslige organisationer, og de forsøger at nå frem til en bindende aftale, der skal beskytte både mennesker og miljø mod den voksende kviksølvsforurening.

ICC's miljørådgiver Parnuna Egede siger i en kommentar, at der ikke i Arktis finder størrre kviksølvsforurening sted. Alligevel er befolkningerne i de arktiske områder særligt udsatte. Og det gælder specielt Inuit, fordi Inuits traditionelle kost indbefatter havpattedyr, havfugle og fisk, der er højt placeret i fødekæden og derfor indeholder en del kviksølv.

- Kviksølvet kommer primært fra de sydlige breddegrader, hvor det transporteres over lange afstande med vinde og havstrømme til Arktis, hvor det koncentreres op gennem fødekæden med en direkte sundhedsskadelig effekt for menneskene, siger Parnuna Egede.

Konferencen i Kenya, der slutter i dag, er den tredje i  rækken. Fjerde runde holdes næste år i juni, og en kviksølv-konvention ventes at være forhandlet på plads i 2013 efter femte forhandlingsrunde.