ICC Grønland: - Mere åbenhed i Arktisk Råd

ICC Grønland foreslår mere åbenhed i Arktisk Råds arbejde.
Skrevet af Karsten Sommer
16. marts 2016 15:20

Det skete under det seneste møde i Arktiks Råds Arbejdsgruppe for Bæredygtig Udvikling, som fandt sted i Barrow i Alaska i dagene 11. og 12. marts.

Under strategidiskussionen for arbejdsgruppens fremtidige arbejde tog ICC Grønlands præsident Hjalmar Dahl ordet og sagde, at han følte sig provokeret af, at arbejdsgruppen afholdt sine møder ude i lokalområderne uden at involvere lokalbefolkningen.

- Hvorfor rejser vi til Barrow og andre steder og drøfter de oprindelige folks situation, når vi samtidig ikke ønsker at lukke dem ind for at høre, hvad vi taler om, siger Hjalmar Dahl.

Læs også Studerende: Freden i Arktis afhænger af Grønland og Danmark

Læs også Vestnordisk Råd ønsker observatørstatus i Arktisk Råd

Han foreslog derfor, at den fremtidige strategi skulle inkludere større åbenhed og dialog med de lokale befolkninger.

- Når vi rejser ud i lokalsamfundene skal vi afsætte tid til at lytte på de lokales visioner og bekymringer, så vi får en åben dialog, og opnår gennemsigtighed i vores arbejde. Ellers kan vi jo bare holde vores møder i hovedstæderne, afsluttede Hjalmar Dahl.