IA vil indføre karantæneperiode for offentligt ansatte og politikere

Debatten om en slags karantæneperiode for offentligt ansatte er blusset op, efter at en mangeårig topembedsmand har fået arbejde i et mineselskab.
Siumut mener ikke, at en karensperiode vil gavne samfundet. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Jens Betak
17. juli 2020 04:40

Til efteråret skal medlemmerne af Inatsisartut tage stilling til, om de skal indføre en karensperiode for dem selv – altså folkevalgte – og offentligt ansatte.

Inuit Ataqatigiit vil nemlig lave et forslag til efterårssamlingen om en karensperiode for politikere og embedsmænd, så man ikke længere kan skifte direkte fra det offentlige til det private på det område, man har varetaget for det offentlige.

- Vi synes, der skal sættes en stopper for det, så der ikke hersker nogen tvivl om, at folk, der har topposter i det offentlige, ikke bruger sin indsigt til egne eller andres interesser, siger formand for Inuit Ataqatigiit, Múte B. Egede.

Debatten om en karensperiode er blusset op, efter at Jørn Skov Nielsen er blevet ansat i en direktørstilling i mineselskabet Greenland Minerals.

Han har været en af de helt centrale embedsmænd, da råstofloven blev lavet i 2009, og han var departementschef, da nultolerancen over for uranudvinding i Grønland blev ophævet i 2013.

LÆS OGSÅ Jørn Skov Nielsens karrierehop møder kritik

Det er i forlængelse af den debat, at Inuit Ataqatigiit vil tage debatten op i Inatsisartut.

- Vi laver forslaget, fordi der er en stor debat lige nu, efter at en bestemt topembedsmand er hoppet over på den anden side af det område, som han tidligere har varetaget for det offentlige, siger Múte B. Egede.

Inuit Ataqatigiit har dog ikke taget stilling til, hvor længe perioden skal være. Partiet kan på nuværende tidspunkt heller ikke svare på, om personer, der bliver underlagt en karensperiode, skal have en kompensation.

Transparency Greenland har tidligere påpeget, at en kompensation kan blive nødvendig, fordi man indskrænker en personens ret til at vælge frit i en periode.

Regeringspartier er lodret uenig

Mens Inuit Ataqatigiit altså vil indføre en slags karantæneperiode, er Siumut lodret uenig. Partiets politiske ordfører, Karl Kristian Kruse, mener nemlig, at en karensperiode ikke vil være til gavn – hverken for den enkelte eller for det grønlandske samfund.

- Hvis vi skal have dygtige politikere og embedsmænd, skal vi ikke sætte begrænsninger, så det ikke er muligt at have en karriere, efter man har arbejdet for det offentlige. Vi har brug for alle hænder, der kan arbejde - både i det offentlige og i det private, skriver Karl Kristian Kruse i en mail til KNR.

Heller ikke hos Demokraterne kan man se det fornuftige i at holde tidligere offentligt ansatte væk fra private virksomheder.

Individet skal til enhver tid selv kunne vælge, hvor vedkommende vil arbejde, og det er vigtigt, at den frie bevægelighed i arbejdsmarkedet opretholdes. Det skal ikke hedde sig, at du grundet dit karrierevalg på et givent tidspunkt skal rende rundt arbejdsløs i en periode, fordi du vil hoppe ud i det private erhvervsliv, skriver Demokraterne i en mail til KNR.

De øvrige partier i Inatsisartut har ikke svaret på KNR’s rundspørge om partiernes holdning til en karensperiode.