IA savner rødt aftryk i finanslov

Koalitionspartierne Siumut, Demokraterne og Atassut vedtog tirsdag med et flertal finansloven for 2015. Begge oppositionspartier, IA og Partii Naleraq stemte imod. IA's formand Sara Olsvig savner rødt aftryk.
Skrevet af Ivik Kristiansen
15. maj 2015 06:51

- Den er meget præget af, at det er de liberalistiske konservative partier, som har sat et stort aftryk her. Og som jeg sagde i mit ordførerindlæg, så undrer det mig meget, at det ledende regeringsparti, som kalder sig selv socialdemokratisk, er gået med på det, siger formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig.

LÆS OGSÅ IA beskylder Naalakkersuisut for at pynte på tallene

 

Et produkt af flere partiers holdninger

Finansordfører for Demokraterne, Tillie Martinussen, peger på, at finansloven er et produkt af flere partiers holdninger.

- Man skal huske på, at vi er tre meget forskellige partier, og at det er lykkedes os at mindske underskuddet, som var et meget kraftig folkelig krav under valgkampen, det tror jeg ikke, at man kan være utilfreds med, uanset om man mener, at man er et socialistisk eller liberalistisk parti, siger Tillie Martinussen.

Hun slår dog fast, at dette kun er en første øvelse før næste år finanslov nu skal lægges.

- Vi skal hen mod en finanslov, som er i balance, og det bliver en vanskellig øvelse, siger Tillie Martinussen.

 

Sparet for meget

Partii Naleraq stemte ligesom IA mod finansloven. Finansordfører Anthon Frederiksen mener der bliver sparet for meget.

- Vi er især uenige i de punkter, hvor man vil spare indenfor idræt og andre aktiviteter for børn og unge, og ikke mindst besparelserne inden for sundhedssektoren, siger Anthon Frederiksen.

LÆS OGSÅ Finansloven for 2015 er vedtaget

Imens er IA's manglende underskrift først og fremmest begrundet i, at de mener, at Naalakkersuisut har pyntet på nogle tal, samt at de forventede indtægter fra reformer er urealistisk høje. Og derfor mener de ikke at finansloven rent faktisk hænger sammen.

Og oppositionspartiernes manglende underskrift ærgrer Siumut. Partiets finansordfører, Jens Immanuelsen, glæder sig dog over, at arbejdet med de længeventede reformer nu er sat i gang.

- Grundlaget for fremtidens reformer er nu lagt på plads. Og dem er der brug for, fordi vi på længere sigt får brug for flere penge. Jeg håber også at arbejdet bliver fortsat i de kommende finanslove, siger Jens Immanuelsen.