IA om genåbning: Vi burde ikke have åbnet landet allerede nu

Fra i morgen er der fri indrejse til Grønland. Men Inuit Ataqatigiit er utilfreds med, at man springer genåbningens fase to over, og Atassut vil have lempet restriktionerne for forsamlinger.
Fase to skulle have været i brug før fase tre. På den måde kunne vi bedre passe på folk her i landet, siger Muté Bourup Egede. Arkivfoto
Skrevet af Andreas Wille
20. juli 2020 08:26

I stedet for at gå direkte til fase tre og åbne for fri indrejse til Grønland, burde myndighederne have ventet lidt.

Det mener formanden for Inuit Ataqatigiit, Muté Bourup Egede.

Ifølge ham burde fase to have været sat i spil.

- Vi fra Inuit Ataqatigiit mener, at fase to skulle have været i brug før fase tre. På den måde kunne vi bedre passe på folk her i landet, siger Muté Bourup Egede.

LÆS OGSÅ Nunarput ammaqqilertoq: Nunatsinnut angallanneq sapaatit akunnerata tulliani tamakkiisumik ammassaaq

Det er ifølge formanden vigtigere at folk forbliver raske, end at der kommer mange ind.

Han peger på, at coronavirus stadig breder sig rundt i verden, og at der stadig er risiko for, at den spreder sig her i landet.

Siden midten af juni har det været sådan, at der max måtte rejse 600 ind i landet om ugen.

Var man gået videre til fase to, måtte max 1200 rejse ind ugentligt, men den fase er altså blevet sprunget over - og nu er der grønt lys for alle.

Ifølge Muté Bourup Egede er det dog en anelse for tidligt.

Atassuts formand, Aqqalu Jerimiassen, stiller også spørgsmålstegn ved de nye retningslinjer - men han savner yderligere lempelser.

Sport og værtshuse

Ifølge ham er der godt styr på corona-situationen, og derfor mener han, at både caféer og værtshuse bør have mulighed for at åbne uden restriktioner.

I hvert fald imens der ikke er nogen smittede.

- Restriktionerne, for hvordan man kan samles, kan lempes, når nu der ikke er nogen, der er smittede med coronavirus. Men hvis coronavirus så kommer tilbage til landet, kan man tage dem i brug igen, siger han.

LÆS OGSÅ Turistråd om genåbning: Det er for sent nu

Lige nu må der være op til halvdelen af, hvad brandmyndighederne tillader, på restauranter, caféer og værtshuse.

Muté Borup Egede er enig i budskabet, men han fokuserer mere på kultur og sport.

- Vi burde åbne op for, at kultur- og sports-arrangementer kan foregå normalt, når det er udenfor, siger han.

Man må lige nu være maksimalt 100 mennesker samlet indenfor - udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.