IA og Demokraterne holder alle muligheder åbne

22. september 2005 12:47

Alle muligheder er i spil, når Landstinget i morgen mødes for at godkende Landsstyreformandens ønske om et valg den 22. november og en midlertidig finanslov.

Landsstyreformanden kan nemlig ikke uden Landstingets accept udskrive et valg.

Både IA og Demokraterne nærlæser lige nu reglerne for, hvornår Landsstyreformanden egentligt må udskrive valg.

Ifølge jurister i Grønlands Arbejdsgiverforening, der har nærlæst en redegørelse fra en parlamentarisk arbejdsgruppe, så kan Landstinget udenom Landsstyreformanden frem for at godkende et valg samle et flertal om et nyt Landsstyre.

Grønlands Arbejdsgiverforening vurderer, at de tre partier, IA, Demokraterne og Atassut, har mulighed for at gå sammen og vedtage, at et finanslovsforlig skal danne grundlag for en ny landsstyrekoalition.

Dermed er der åbnet op for helt nye muligheder, som både IA og Demokraterne lige nu er ved at tage stilling til.

Politisk næstformand i IA, Kuupik Kleist siger, at for IA står alle muligheder åbne.

- Ingen ved, hvad der sker før klokken 11.00 i morgen, siger Kuupik Kleist.

Demokraternes formand Per Berthelsen holder også lige nu alle bolde i luften.

- Vi holder os åbne, for det er ingen hemmelighed, at vi er meget forhippet på at få et finansforlig, der hviler på bred enighed. Dermed kan vi sikre, at samfundets hjul kører videre, selvom der umiddelbart derefter kommer et valg, siger Demokraternes Per Berthelsen.

Også IA er opsat på at få et landstingsvalg gennemført den 22. november.

Landstingsmedlem for Atassut, Ellen Christoffersen siger, at Atassut holder fast i at godkende et valg når Landstinget mødes i morgen, fordi det er partiets ønske.

Kandidatforbundets formand, Anthon Frederiksen siger, at han også står fast på, at godkende et valg den 22. november.