IA-borgmester afviser hårdt angreb fra Siumut

Siumut-gruppen i Kommuneqarfik Sermersooq retter en hård kritik af kommunaldirektøren og udtrykker mistillid til dele af embedsværket. Borgmesteren afviser, at der er problemer med embedsværket, og kalder det uacceptabelt og usmageligt at rette så personlige angreb.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
01. juli 2019 06:39

Det er uacceptabelt at gå efter enkeltpersoner, sådan som Siumut-gruppen i Kommuneqarfik Sermersooq har gjort i en pressemeddelelse og på Facebook anført af Peter Davidsen. Det mener borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen (IA).

Peter Davidsen retter kritik mod kommunaldirektør Lars Møller Sørensen, som han mener, ikke overholder reglerne og ikke rådgiver politikerne i tilstrækkelig grad.

Blandt andet mener han, at det er mangelfuld rådgivning fra Lars Møller Sørensen, der gjorde, at kommunens politikere ikke var bedre forberedt på DR-dokumentaren "Byen Hvor børn forsvinder".

Han peger på, at det i sidste ende førte til, at den tidligere borgmester Asii Chemnitz Narup måtte trække sig.

LÆS OGSÅ Asii Chemnitz Narup trækker sig som borgmester

Charlotte Ludvigsen mener dog, at kritikken er uberettiget.

Hun siger, at hun ikke kan udtale sig om enkelte personalesager, men tilføjer, at hun har fuld tillid til hele embedsværket i kommunen. Borgmesteren mener også, at kommunalbestyrelsen træffer og har truffet beslutninger på et fuldt oplyst grundlag.

- Kommunalbestyrelsen har i flertal taget beslutninger, og der er åbenhed mellem de sager, vi behandler i kommunalbestyrelsen, siger hun.

- Der er ingen skjulte dagsordener i det arbejde, vi laver i kommunalbestyrelsen.

LÆS OGSÅ Tilliden til kommunaldirektør er smuldret

Ifølge Peter Davidsen har direktøren gennem længere tid truffet beslutninger, der ligger uden for hans bemyndigelse.

- Direktøren handler på egen hånd. Nogle gange handler han henover politiske beslutninger, og nogle gange handler han, selvom han ikke har en politisk beslutning bag sig, siger Peter Davidsen og fortsætter.

- Embedsmænd skal respektere de politiske beslutninger. Embedsmænd kan ikke handle uafhængigt. Hvis de gør det, kan det selvfølgelig ende med en fyring, siger han. 

Charlotte Ludvigsen afviser dog kritikken, og hun mener, at så kraftig offentlig kritik af en enkeltperson er uacceptabelt.

- Jeg kan ikke genkende de anklager, og jeg mener, at det er uacceptabelt, at man anklager nogen i medierne. Det er en personsag, som jeg ikke udtaler mig om. Jeg synes i stedet, at vi skal fokusere på politik i stedet for at anklage folk i medierne, det, synes jeg, er usmageligt, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen.