IA advarer mod forhastede beslutninger

Inuit Ataqatigiit advarer mod at fremskynde beslutningen omkring etableringen af Alcoa-aluminiumsmelteren i Maniitsoq.
Skrevet af Karsten Sommer
24. maj 2011 05:41

Udmeldingen kommer efter, at SIK, GA og Qeqqata Kommunea har lagt pres på Naalakkersuisut, for at få speedet processen op.

- Inatsisartut har endnu ikke set noget beslutningsgrundlag, som der kan debatteres udfra, siger medlem af Inatsisartut, og folketingsmedlem Juliane Henningsen på vegne af Inuit Ataqatigiit.

- Og projektets størrelse taget i betragtning, og med tanke på den kolossale indflydelse, både socialt, økonomisk, kulturelt og politisk, som projektet vil have på både Maniitsoq og resten af Grønland, er det utroligt vigtigt at beslutningstagerne er fuldt oplyst omkring både fordelene og ulemperne ved aluminiumsprojektet, siger  Juliane Henningsen.

Hun mener, at der er behov for flere og fuldstændige oplysninger, inden en endelig beslutning omkring hele projektet nærmer sig.