I Uummannaq rammes mange af arvelig demens

En sjælden arvelig hjernesygdom har ramt et par af de store familier i Uummannaq, skriver avisen Sermitsiaq i dag.
Foto © : Kristine Therkelsen/KNR
10. april 2015 12:40

Sygdommen hedder cadasil og er en blodkarsygdom i hjernen, som kan give demens i ung alder.

Ifølge sygehuset i Uummannaq menes mellem 50 og 100 mennesker at leve med sygdommen i området. Nogle ved ikke, at de bærer sygdommen. Andre bor allerede på byens plejehjem og er svært demente. Sygdommen er arvelig og har en af forældrene sygdommen er der 50 procents risiko for, at barnet udvikler sygdommen.

Antallet af patienter er voldsomt højt i forhold til, at der er tale om en meget sjælden sygdom. I hele Danmark er der kun ca. 100 patienter, skriver Sermitsiaq.

Læge Anders Depenau Vej-Hansen sygehuset i Uummannaq understreger, at sygdommen ikke kan kureres.

- Men med fosterdiagnostik kan man hjælpe til med at nedsætte antallet af mennesker, der rammes af sygdommen ved at fjerne fostre, der er bærere af sygdommen.

- Det kræver, at man sender de gravide til Danmark, men det er der ikke ressourcer til på nuværende tidspunkt, siger han til avisen.